Dagligdagen
Lejrskoler
Skoleudflugter og lejrskoler er en vigtig del af skolegangen på Horslunde Realskole. Det er en del af at udvikle elevernes kulturforståelse og dannelse, at de ser verden omkring dem. Lejrskolerne har et fagligt afsæt, hvor trivsel og fællesskabet automatisk styrkes, og der er stærke traditioner for, hvor turen går hen.
0. & 1. Klasse
2-dagstur
I 0. og 1. klasse tager vi på tur til Fejø med overnatning. Det styrker det sociale og giver mulighed for nye spændende oplevelser på den lille hyggelige ø. Vi bor i Fejø Børne- og Kulturhus, hvor der er adgang til sovesal, stort nyt køkken, hyggelige klublokaler med fx bordtennis, bordfodbold og airhockey. Lige uden for døren har vi både store boldbaner og den lille 100-meter skov, hvor vi kan have det sjovt med alverdens lege eller aftenhygge i bålhytten. Er vejret dårligt, kan vi bruge skolens store sportshal, hvor der er god plads til sjov og leg. Rundt omkring på øen kan vi besøge den fine gamle mølle, komme på besøg i øens arkiv/museum med alt fra stenøkser til vikingeskatte, tage på stranden eller køre over dæmningen til Skalø, hvor vi rigtig kan kigge på dyreliv med fugle og måske en sæl, hvis vi er heldige.
2. Klasse
2-dagstur
I 2. klasse tager vi på en enkelt overnatningstur på Lolland/Falster.
Vores udgangspunkt for turen er fokus på det sociale samvær krydret med gode varierede oplevelser, som styrker både det faglige og klassens fællesskab.
Elever og forældre bliver naturligvis informeret om alt det praktiske, og eleverne tager aktiv del i planlægning, samt evt praktiske opgaver under opholdet – madlavning, borddækning og lign.
4. Klasse
3-dagstur
Lejrskolen i 4. klasse er en 3-dages tur. Skolen har en lang tradition for at besøge det skønne Langeland på cykel. Herved opleves det anderledes og skønne landskab på helt tæt hold og på egen krop. Vi bor oftest på campingpladsen i Spodsbjerg, som fungerer som vores base, hvorfra cyklen er vores transportmiddel rundt. Dagene bliver fyldt ud med fysisk aktivitet, særlige seværdigheder som f.eks. Valdemars Slot og sociale aktiviteter om aftenen, hvor hyggen er i højsæde.
6. Klasse
Bornholm
Lejrskolen går til solskinsøen Bornholm i 6. klasse. Det er fra mandag til fredag. Her stifter eleverne bekendtskab med den enestående natur, som ikke findes andre steder i Danmark. Indkvarteringen er ofte i skønne Svaneke eller smukke Gudhjem på deres vandrehjem. Herfra går turen hver dag rundt på Bornholm enten til fods, på cykel eller i bus. Oftest besøges Hammershus, Hammerknuden, Middelaldercenteret, NaturBornholm, Rytterknægten, Ekkodalen (hvor Møller stadig drikker øller) Østerlars Kirke og Helligdomsklipperne. Selvfølgelig spises der røget sild, Krølle Bølle is og Svaneke bolsjer.
8. Klasse
Udlandet
Lejrskolen i 8. klasse går til udlandet. Klassen bestemmer sammen med klasselærerne, hvor turen går til. Det er oftest en storby i Europa. Populære rejsemål har de sidste mange år været Edinburgh, Berlin og Krakow. Men turen er også gået til Paris, Amsterdam, Prag, London og sågar Grønland.
Det er en 5-dages tur med 4 overnatninger. Indkvarteringen er på hoteller i flersengsværelser, hvor eleverne hygger sig inden sovetid og fordøjer dagens indtryk.
Dagene fyldes med historiske og kulturelle oplevelser og krydres selvfølgelig med faglig input/undervisning. Eleverne lærer at bruge deres sprogkundskaber på enten engelsk eller tysk, at køre med den offentlige trafik fx bus, metro eller U-bahn, bestille mad og selvfølgelig at shoppe. De lærer at begå sig ude i den store verden og vender hjem med en god portion selvtillid.
9. Klasse
København
Danmarks hovedstad skal selvfølgelig besøges i 9. klasse. Lejrskolen er en 3-dages tur. Indkvarteringen er på hotel med flersengsværelser. Dagene krydres med forskellige historiske og kulturelle oplevelser samt undervisningsforløb. Der er mange muligheder, og det er derfor også meget forskelligt, hvad de enkelte klasser har på programmet. Dog er et besøg/rundvisning på Christiansborg et must. Undervisning på Statens Museum for Kunst, Eksperimentariet, Arbejdermuseet, Zoologisk Museum, byvandring o.l. tilrettelægges oftest. Derudover arrangeres selvfølgelig en tur i teatret og måske også biografen.